Gennem syv år solgte jeg sex, fordi jeg havde lyst. Men fordommene om kvinder som mig, har gjort mit liv virkelig svært. Derfor har jeg gjort det til min mission at ændre billedet af sexarbejdere, skriver Lene Tymoshenko.
Lene Tymoshenko (f.1969) solgte sex fra 2007 – 2013. Sidste år udgav hun selvbiografien ‘På kanten i Berlin’. Senest har hun medvirket i dokumentarserien ‘Mit liv som luder’. der kan ses på Tv2 Play. Privatfoto
Gennem syv år solgte jeg sex, fordi jeg havde lyst. Men fordommene om kvinder som mig, har gjort mit liv virkelig svært. Derfor har jeg gjort det til min mission at ændre billedet af sexarbejdere. Sexarbejde er et af verdens mest stigmatiserede erhverv.
Inden jeg blev luder, glædespige, skøge, hore, havde jeg selv en hel masse fordomme om det at sælge seksuelle ydelser. Jeg troede, at alle prostituerede var stakkels undertrykte kvinder, der enten blev tvunget til at sælge sex af onde alfonser og blev misbrugt af lige så onde, ulækre mænd eller var drevet ud i sexsalg på et selvdestruktivt trip, fordi de havde været udsat for seksuelle overgreb og derfor var ødelagte.
Jeg var overbevist om, at sexarbejde var kvindeundertrykkende og ødelæggende, at kvinder, der frivilligt var ludere, var udannede, primitive og dumme mennesker.
Jeg troede det, fordi det var det, man hørte. Det var en del af mange myter, der findes om sexarbejde. Jeg havde jo ikke noget personligt kendskab til det, men havde min viden fra medierne, der altid omtalte prostitution negativt.
Første gang jeg fik en oplevelse af, at det måske kunne være anderledes, var da jeg på tysk tv så en dokumentar, der portrætterede en kvinde, der fremstod velovervejet og helt nede på jorden og stilfærdigt fortalte, hvorfor hun havde valgt at sælge sex. Kvinden virkede helt almindelig, hvilket faktisk både overraskede og forvirrede mig.
Jeg var på det tidspunkt inde i en periode, hvor jeg som reaktion på et ægteskab, hvor den seksuelle glød var død, var begyndt at gå i swingerklub, hvor jeg havde et meget udfarende og eksperimenterende sexliv.
En aften, hvor jeg som så ofte sad ved baren i en af klubberne, kom jeg i snak med en spansk kvinde, som jeg tror, var i slut tyverne eller start trediverne. Hun var supersympatisk, levende, varm, intelligent, charmerende, og vi var virkelig på bølgelængde.
På et tidspunkt fortalte hun mig, at hun gik på universitetet og tjente til studierne ved at sælge sex. At hun var luder.
Det kom fuldstændig bag på mig, for det passede ikke til mine fordomme om prostituerede.
Jeg spurgte hende, om det ikke var dårligt for hende, om det ikke var selvdestruktivt. Hun kiggede frustreret på mig, sukkede dybt og sagde irriteret:
»Det er det spørgsmål, jeg altid får, når jeg fortæller folk, at jeg sælger sex. Men sådan er det ikke. Jeg har selv valgt det, fordi det er det, jeg vil, og fordi jeg vil være min egen chef«. Jeg lyttede til hende. Hun virkede overbevisende.
Da mit liv kort tid efter tog en ny drejning, der resulterede i, at jeg selv begyndte at sælge seksuelle ydelser, var jeg stadig påvirket af fordommene. For eksempel troede jeg temmelig længe, at jeg var den totale undtagelse, fordi jeg rent faktisk kunne lide at være sexarbejder og solgte sex af lyst.
Gennem syv år som sexarbejder blev jeg konfronteret med omverdenens fordomme og stigmatisering. Jeg blev ofte reduceret til udelukkende at være luder i stedet for at blive set som et helt menneske med forskellige facetter. Oplevede at blive stemplet som amoralsk eller anset som en stakkel – at blive nedgjort. Det var belastende. Det medførte, at jeg gik stille med dørene om mit erhverv og levede et dobbeltliv. Kun få personer i min nærmeste kreds vidste, at jeg solgte sex, for jeg havde gode grunde til at tro, at folk ville opfatte mig som en freak eller en, det var synd for.
Det gør ondt, og det gør vred.
Netop vreden var en afgørende drivkraft, der fik mig til at skrive det, der senere blev til min selvbiografi ’På kanten i Berlin’, der udkom sidste år.
Jeg skrev bogen ud fra et ønske om at hæve stemmen og selv fortælle historien om mit liv som sexarbejder og om, hvordan jeg oplevede tingene, for jeg havde rigtig svært ved at genkende mig selv i de fleste af de versioner om sexarbejde, jeg så og hørte i medierne.
Jeg vil gerne være med til at ændre det billede, at nuancere det, at være med til at nedbryde de fordomme, der fører til stigmatisering og fordømmelse. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var alene, at der faktisk findes andre sexarbejdere i verden, der heller ikke ville finde sig i det stereotype, fordomsfulde, fordømmende billede, der er det herskende i medierne.
I efteråret 2017 faldt jeg over et Facebookopslag, hvor der blev søgt nuværende og tidligere sexarbejdere til at medvirkende i en dokumentarserie om sexsalg. Jeg besluttede at reagere på det.
Jeg ville rigtig gerne dele de erfaringer, jeg havde samlet i mit arbejde, og det fik jeg lov til. Jeg vil anbefale alle at se dokumentaren ’Mit liv som luder’ for til trods for, at værten Lisbeth Zornig Andersen før har udtalt sig meget kritisk om prostitution, er hun enormt lyttende og respektfuld og oprigtigt interesseret i at blive klogere.
Mit håb er, at dokumentarserien kan være medvirkende til, at vi kommer et skridt videre og får aflivet nogle af de mange fordomme, der gør sexarbejde så stigmatiseret.
Jeg håber også, at nogle af de sexarbejdere, der måske lever et dobbeltliv og føler sig isolerede, føler sig mindre alene og stærkere efter at have set programmet.
Jeg tænker, at det kan tage tid at få gjort op med fordommene om et erhverv, der på verdensplan har været udsat for hårdnakket stigmatiseret i århundreder, men at enhver fortælling, der er med til at afkræfte fordommene og nuancere billedet – uanset om det er en artikel, en bog eller en dokumentarserie, i det mindste er et lille skridt på vejen mod en mere nuanceret forståelse. For med den vil det blive noget lettere at være sexarbejder i fremtiden.