Her er Berlins BZ-historie
af Lene Tymoshenko
Få indblik i Berlins bz-bevægelse fra 1970’erne til i dag. Bz opstod i kølvandet af 68-bevægelsen og blomstrede igen efter genforeningen. I dag bruges bz mere som protestform blandt for eksempel migranter, flygtninge og pensionister.
Her er Lene Tymoshenko oversigt over den berlinske bz-bevægelseses historie.
Hun har boet i bydelen Friedrichshain i det tidlige Østberlin siden 1992, hvor hun blev en del af byens tidlige bz-bevægelse. I dag driver hun one-women firmaet
»Berlin på Vrangen«.
BZ i Vestberlin
Den berlinske bz´bevægelse, som begyndte i 1970´erne er tæt sammenvævet med politiske og sociale bevægelser, strømninger og begivenheder i en protest- og modstandskultur imod de herskende forhold.
Den opstod i kølvandet af en bred 68-bevægelse og blev for mange udgangspunktet for deres politiske hverdag og selvforståelse.
Dog var besættelserne forskellige i intensitet alt efter, hvor de fandt sted (Vest- eller Østberlin) eller, hvornår de fandt sted, alt efter om det skete på et tidspunkt, hvor bevægelsen var stærk eller svækket.
1970’erne
I starten af 1970´erne bestod gruppen af bz´ere hovedsagligt af ungarbejdere, arbejdsløse, hjemløse, tidligere børnehjemsbørn og studenter.
Den allerførste bz’else fandt sted 1. maj 1970 i Märkisceh Viertel i Reinickendorf, da omkring 100 ungarbejdere og studenter bz´atte et hus, som de ville indrette til ungdomshus. De blev ryddet at politiet samme dag.
Derefter var der en bz’else 3. juli 1971, hvor Mariannenplatz 13 blev bz’at af unge, der ville have et lærlingehus. Det endte med rydning og anholdelse af 76 personer.
Så fulgte en række bz´elser blandt andet af Georg-Von-Rauchhaus på Mariannenplatz 1, som blev bz´at 8. december 1971 og i dag er Berlins ældste legaliserede ex-bz’atte hus.
1980’erne
I begyndelsen af 1980’erne stod der 27.000 tomme boliger i Vestberlin. Samtidig var 80.000 personer boligsøgende.
Mange af husene fik lov til at forfalde. I Kreuzberg havde byrådet planer om at rive de gamle huse ned og erstatte dem med anonyme højhusbyggerier, hvor huslejen var væsentlig højere end i de gamle huse. Det var også meningen, at der skulle bygges et motorvejskryds i centrum af Kreuzberg.
Der var stor modstand imod disse planer, og modstanden var med til at starte en stor bz-bevægelse i Vestberlin.
I 1980/1981 kom den første store bølge af bz’elser, hvor forskellige politiske, sociale og subkulturelle bevægelser og fremtrædelsesformer (autonome, kvinder/lesbiske, militærnægtere, økobevægelser, anti-atomkraft-kampe, international solidaritet, for eksempel for revolution i Nicaragua 1979, punks osv) virkede sammen og frembragte betingelserne for udvikling og fremstød i de forskellige bevægelser med deres egne kulturer, alternative økonomier, kollektivt drevne virksomheder og organiserede modstandsstrukturer.
Bz’erne flyttede ind i de gamle huse og begyndte selv at sætte dem i stand. De fleste af husene blev bz’at i områder, der lå lige op til Berlinmuren.
Ca. 80 huse lå i bydelen Kreuzberg i et område, der var omgivet af Berlinmuren fra tre sider. De fleste huse fik lov at stå, og motorvejskrydset blev aldrig bygget.
Der var værnepligt i Vesttyskland, og det var så godt som umuligt at blive militærnægter. Vestberlin var overvåget af amerikanske, engelske og franske tropper men var ifølge fredsaftalen efter 2. verdenskrig forbudt område for Vesttysk militær. Derfor var der i årene 1961 til 1989 omkring 50.000 unge mænd, som valgte at flytte til Vestberlin for at undgå militærtjeneste. Mange af dem blev en del af den vestberlinske bz´bevægelse.
I årevis var bz´bevægelsen dominerende i Berlinsk politik, der var præget af store solidaritets demonstrationer (med op til 20.000 deltagere), militant modstand på gaden – men også en kriminalisering af bevægelsen med adskillige anholdelser, efterforskninger, fængselsdomme og politivold med et dødsfald til følge.
Den 22.9.1981 blev otte huse i Vestberlin ryddet. Kort efter den sidste rydning i Bülow str. 89 i Schöneberg inspicerede den daværende innensenatoren Heinrich Lummer (CDU) huset sammen med pressen, og som en anden Napoleon lod han sig fotografere stående på en balkon.
Det virkede enormt provokerende på bz’erne, der samlede sig i hundredevis foran huset. En stor gruppe pansere stormede imod de demonstrerende bz’ere og bankede dem med knipler, mens de jog dem væk. Den eneste flugtmulighed fra pansernes vold var at løbe imod den strækt trafikerede Potsdamer Strasse. Den 18 årige Klaus-Jürgen Rattay blev ramt af en bus og slæbt 80 meter hen af vejen, inden bussen stoppede. Han bliver dræbt på stedet.
I årene mellem 1979 og 1984 blev der bz’at over 200 huse i Vestberlin.
Omkring halvdelen blev senere legaliserede. Fra 1981 begyndte bz’elser af byggetomter med det formål at oprette skurvognspladser. Omkring 20 skurvognspladser har kunnet sikre deres eksistens til i dag.
Vestberlin og især Kreuzberg var på mange måder en kreativ ø, hvor det var muligt at udleve alternative livsformer og virkeliggøre utopier.
BZ i Østberlin
I Østberlins centrum var husene meget forfaldne og i dårlig stand. De havde fået en hård medfart i anden verdenskrigs sidste afgørende fase og var ikke rigtig vedligeholdt siden.
DDR havde ikke ligefrem en stærk økonomi og magthaverne vurderede, at det var billigere at bygge nye betonhuse med bedre standard end at renovere de gamle forfaldne huse.
I starten af 1970’erne begyndte man at opføre nogle store betonhøjhuse i udkanten af Østberlin. For beboerne i de gamle huse – med utætte vinduer, kakkelovne der skulle varmes op med kulbriketter, ofte med toilet på trappen, der skulle deles med naboen eller, hvis de var heldige, badeværelse med et badekar, der skulle opvarmes med kul – var det en stor forbedring at flytte ud til de nyopførte boliger, der var godt isolerede og udstyret med både varmt vand, centralvarme og badeværelse.
Andre syntes, det var for anonymt at bo i de store satellitbyer og foretrak de grå forfaldne gamle huse i Østberlins centrum.
I bydelene Friedrichshain, Prenzlauerberg, Mitte og Lichtenberg stod der massevis at tomme huse, der var planlagt til nedrivning for at blive erstattet med højhusbyggerier.
En anden grund til så mange tomme huse i Østberlin har formodentligt sammenhæng med, at DDR blev affolket.
DDR havde oprindeligt omkring 17 millioner indbyggere, men i tiden fra DDRs grundlæggelse i oktober 1949 og frem til murens fald den 9. november 1989 forlod omkring 3,5 millioner mennesker landet.
Der var nogle enkelte husbesættelser i Østberlin. De var dog meget mindre synlige end i Vestberlin.
Den overvejende del var diskrete bz’elser af enkelte boliger. I slutningen af 1980erne var der alene i Prenzlauer Berg over 1.200 bz’atte boliger – ofte hemmeligt bz’at.
Da østblokken begyndte at falde fra hinanden i sommeren 1989, kom der på ny en stor flygtningebølge blandt DDRs borgere.
Fra sommeren 1989, hvor det blev muligt for DDR-borgerne at flygte gennem Ungarn og Tjekkoslovakiet, og frem til d 9. november 1989 forlod 220.000 borgere DDR.
Man kan formode, at der har været en del østberlinere blandt dem, og at det har været en medårsag til de mange tomme huse.
Omkring 1.000 mennesker mistede livet i deres forsøg på at flygte fra DDR i tiden 1949 til 1989.
Da muren faldt, stod 18.000 boliger tomme i Østberlin.
Den anden store bølge
Den anden store bølge af bz’elser fulgte i 1989/1990 efter genforeningen af to tyske stater – eller rettere sagt: DDRs indlemmelse i BRD.
DDRs skridtvise sammenbrud betød, at der opstod en usikker retssituation, en slags juridisk vakuum, som var forudsætningen for at bz’ere fra øst og vest i løbet af foråret og sommeren 1990 kunne indtage 130 huse i det tidligere Østberlin. Ca. 60 af dem lå i Friedrichshain.
Den 14. november 1990 var der massiv modstand og voldsomme gadekampe i 3 dage da 3.000 politibetjente ryddede 12 huse i Mainzer Strasse i Friedrichshain.
I 1996 var der igen en stor rydningsbølge, hvor massive politiopbud ryddede ca. 20 huse.
Omkring 100 af de bz´atte huse i Østberlin blev senere legaliserede.
I dag
I dag er der kun sjældent enkeltstående bz’elser. Der bliver som regel hurtigt ryddet i henhold til den føromtalte Berliner Linie.
Et af de få eksempler på succesfuld bz’else i nullerne er New Yorck i Bethanien der blev bz’at i 2005 og blev legaliseret i 2009.
Først med den forstærkede protest blandt beboere i lejeboliger har der de sidste år igen været hus- og pladsbesættelser.
Det bemærkelsesværdige er, at denne protestform nu også bruges af grupper uden for det traditionelle venstreorienterede protestmiljø, som for eksempel beboerne ved Kottbusser Tor, der sætter sig til modværge imod huslejestigninger (Kotti und Co), eller flygtninge og illegale migranter, der kæmper for bevægelsesfrihed og anerkendelse af deres elementære rettigheder med bz´elser på Oranienplatz og i ”Refugee Strike”huset i Ohlauer Strasse.
Eller pensionisterne i Stille Strasse 10 i Pankow, der reddede deres klubhus, da de bz’atte det i 111 dage i protest imod en truende lukning.
Desuden har hjemløse, fattige migranter fra Østeuropa bz’at brakliggende byggetomter og en gammel fabrik. De sidste er dog blevet ryddet, men de seneste år har fattige hjemløse migranter etableret teltbyer på brakliggende grunde, under broer eller i parker.
Mellem 1970 og 2016 har der været mere end 630 besættelser af huse og byggetomter. Over 200 er blevet legaliserede.
Bragt på Modkraft den 18. maj 2016.