Anmeldelse. Lene Tymoshenko har skrevet historien om sig selv i debutbogen “På Kanten i Berlin”. Lenes liv er så langt fra ligusterhæksdansk som man næsten kan komme – og i sin bog inviterer hun åbent og frimodigt læseren med på hendes livs rejse som BZ’er i Berlin, Tvindskole elev, ferier i Kiev, sex med fremmede mænd og en tur i spjældet. Lene har faktisk udlevet og udleveret næsten alt det pæne mennesker advarer deres pæne børn imod. Lene undskylder ikke noget – men står ved sig selv. Det er en stærk historie.
Foto: Lene Tymoshenko læser op af sin bog ”På Kanten i Berlin”. Fra facebooksiden om På kanten i Berlin.
Lene hed engang Pedersen til efternavn og er født i Danmark. I maj 1992 sagde hun sin lejlighed i København op, forærede sine ting væk og rykkede til BZ-miljøet i Berlin. Berlin var en magnet. Lige efter murens fald flyttede pæne folk i store stimer væk fra de centrale bydele Prenzlauer Berg, Friedrichshain, Mitte og Kreuzberg – og istedet flyttede BZ’erne ind i tomme lejligheder. BZ’erne kom fra hele verden og Lene var en af dem. Der opstod et kaotisk, kreativt og til tider kriminelt miljø med plads til alle, der ikke følte sig pæne og snorlige.
Lene blev efter bureaukratiske forviklinger gift med sin kæreste Kirill Tymoshenko fra Ukraine og senere skilt fra ham igen.
Mennesker og miljøer på kanten
Lene er en stærk fortæller med et godt og varmt blik for mennesker og der er masser af fremragende personportrætter fra miljøet: Veninden Maria, Kirill Tymoshenko og hans familie, spradebassen Charly, Café ejeren Miré, luderen Doktor Maite, gokkerne og den lange række af Lene Tymoshenkos sexpartnere: unge tyrkere, muskelsvulmende håndværkere, afghanske flygtninge, boksere, bankfolk og liderlige landmænd.
Ud over mændene og menneskerne tager Lene os også med ind i miljøer, der er som fremmede lande for os bag ligusteren: De støjende kollektiver, BZ lejligheder uden varme, Kirills opvækst i Ukraine, Cafe Eisenwaren, Tvinds friskoler, grillbarer, en tur i fængsel, kontaktannonce-datings, dystre bordeller og swingerklubben Zwanglos i Berlin.
I det autonome hjerte
Lene er af hjertet autonom: hader nazister (det kan man godt forstå), undgår arbejde med arbejdsgivere, BZ’er, raser mod panserne og bureaukraterne og kapitalisterne som bare vil tjene penge. Hun har et stort, bankende hjerte, som favner hudfarver, sprog, seksuelle variationer, kultur, lugte og lyde og andre mennesker på kanten: illegale flygtninge, prostituerede, fængslede, småhandlende som kæmper for hverdagen.
Det er let at fordømme Lene Tymoshenko som en naiv, navlepillende, promiskuøs, halvkriminel og asocial samfundsnasser. For det er hun også. Hvis Lene Tymoshenko var normen for et samfund ville det på kort tid gå til grunde i en sky af hor og affald og anarkisme, hvor den stærkeste var sig selv nærmest.
Men Lene Tymoshenko er ikke normen, hun er undtagelsen. Vi kan ligeså vel rose og beundre hende for at forblive tro mod sine idealer, se verden med barnets øjne, stå ved sig selv og sin seksualitet, at stille sig ved siden af de svageste i samfundet og for dem sprede håb (og ben), at holde med og ud i det nære og inkluderende fællesskab. For det er hun også. Lene har set sig selv i øjnene og taget konsekvenserne af det autonome hun tror på til kanten i Berlin. Hun har selv taget kampen til kanten.
“På kanten i Berlin” er en rollercoaster tur i den berlinske undergrund og underliv. Der er ikke nogen facader foran Lene. Hun står ved hvem hun er og søger hvem hun er. Hun står frem. Det er nådesløst og modigt. Og tryghedsnarkomanerne, der gemmer sig bag den trygge ligusterhæk, det polerede samtalekøkken, den faste månedsløn, Volvoen i garagen, de hvidskurede kakler, en uge på Grand Canaria og trygt bag Politikkens eller Berlingskes lederskribenter … får enten lyst til at springe lidt mere ud i livet eller bliver bekræftet i, at det er sikrest at blive bag hækken.
“På kanten i Berlin” og Lene har betaget mig. Hatten af for Lene, som på så mange punkter formår at udfordre de lidt for nemme forklaringer og hurtige slutninger. Det er tankestof. Vi forstår lidt mere.
Kan autonomi kommercialiseres?
Selvom nogle af kapitlerne giver flash-backs til de grå sider i ugens rapport i 1970’erne, så er der fuld gas på fortællingen og dialogerne. Lene sprudler og sprutter og sutter af historier – og har sans for at få det til at gibbe lidt i sine læsere.
Det er en fandens fremragende 514 siders debutbog. Den er et stærkt selvportræt af Berlin og af Lene Tymoshenko. Det er en bog, som bliver hængene i lang tid.
Bogen er udgivet som print on demand og ikke på et stort forlag, så Lene står for markedsføringen selv – og korrekturlæsningen, så der er lidt flere snå-fjle end normalt i en udgivelse. Helt i den autonome ånd. Men måske bogen kunne få større udbredelse med et forlag, og måske den også med en redaktør kunne være strammet en anelse op med lidt mindre piksutning. Måske den også kunne fortjene en oversættelse til tysk.
Men måske det konventionelle og Lene bare ikke kan blandes, og så må vi læse bogen som den undergrundslitteratur den er. Samsidat. På kanten kan næsten pr definition ikke være succes, der kan korrumpere.
Skriv for pokker
Nogle forfattere har kun en bog i sig. Lene kan fortælle og skrive dialoger man tror på. Lad os håbe, at der er flere bøger i Lene, for man keder sig ikke i hendes selvskab. Jeg ser frem til forvekslingskrimien “Fru Floras Swingerklub”, romanerne om “Krusninger i kollektivet i Kreuzberg” og “Blå knæ til frøknerne fra Friedrichshain”. De bøger findes ikke endnu. Jeg håber bare på mere fra Lene. Skriv for fanden. I dag er den første dag i resten af dit liv.
Du kan iøvrigt møde Lene Timoshenko på slap line i Berlin, for når hun ikke skriver bøger guider hun danske turister rundt i Berlin under overskriften “Berlin på vrangen”. Som hun selv skriver: “Den største forskel på at være sexarbejder og turistguide er, at turene foregår ude i frisk luft, jeg kan beholde tøjet på, og mine kunder er ikke bange for at anbefale mig videre til andre.”
Tillykke med debuten.
Stig Yding 24. september 2017