Han var bz-ernes hoffotograf: Berlin var vores utopia
Foto: Marko Krojac
Da Berlins bz-bevægelse var på sit højeste efter murens fald, var fotografen Marko Krojac fast inventar til alt fra gadefester til optøjer. Et besøg i en gammel Stasi-kælder gjorde det muligt. »Pludselig havde vi 4.000 film, fotopapir og kemikalier til fremkaldelse.«
AF Peter Schvartz-Nielsen
Bz-erne er kommet på museum.
Næste uge skal han til Serbien for at fotografere et par efterkrigsmonumenter, han endnu ikke har besøgt og fotograferet.
I omkring ti år har Marko Krojac rejst alle hjørner af Eksjoguslavien rundt for at fotografere glemte mindesmonumenter fra efterkrigstiden.
I virkeligheden hedder han Marc Schneider og er født i Heidelberg, Tyskland.
I 1990’erne var han en del af den bz-bevægelse i Berlin, der blomstrede op særligt efter murens fald.
Men mødet med en serbisk kvinde og årelangt ophold i Serbien gav ham kunstnernavnet Marko Krojac og en kærlighed til Balkan, som ikke er mindsket siden.
Modkraft møder ham på et mindre galleri i Berlinbydelen Friedrichshain, hvor et udvalg af Marko Krojac’ fotos fra 1990’erne hænger på væggen.
Han er bosat i Berlin i et tidligere besat hus, som i dag er legaliseret.
Da Marko Krojac som ung tog til Berlin, var det med idéen om at fotografere. Her mødte han Bernd, som han de næste syv år tog billeder sammen med.
Stasis tag-selv-bord
De fik hjælp fra en noget uventet kant.
– Sjovt nok var det Stasi, der hjalp os til at blive fotografer. De skulle lukke en bygning ned, og vi tog derhen i al naivitet og spurgte, om vi kunne få noget fotoudstyr, hvis de smed det ud. »Kom med os,« sagde de, og så gik vi ned i kælderen. De åbnede den ene dør efter den anden og sagde, at vi bare kunne tage det, der stod, forklarer Marko Krojac.
– Så en hel uge kørte vi udstyr derfra. Pludselig havde vi 4.000 film, fotopapir og kemikalier til fremkaldelse. Vi kunne ikke en gang have plads til det hele.
Bygningerne, der er afbilledet på de sort-hvide fotos på væggen i galleriet, har selvfølgelig alle grå nuancer. Men det er ikke kun på grund af de manglende farver på fotografierne, forklarer Marko Krojac.
Foto: Marko Krojac
Alle bygninger var gråt i gråt, og selvom det blandt andet er Friedrichshain, der er afbilledet, minder på ingen måde om det farverige café-, restaurant- og barliv, der især præger gaderne i den sydlige del af bydelen i dag og tiltrækker turister i massevis.
Som i resten af Berlin har mange års renovationer af lejlighederne sat priserne i vejret og fået boligspekulanter på mærkerne.
Hvad tænker du, når du kigger på dine billeder i dag? Det er en slags museum…
– Det er en form for museum, for det meste eksisterer ikke længere, og det er heller ikke muligt længere. Du kan se, hvor gråt det hele var. I dag er alting så pænt. For os var det som utopia. Det var ret kort tid, hvor alt var muligt. Jeg vil gerne vise unge i dag og andre, der ikke oplevede tiden, hvordan det var for over tyve år siden, siger Marko Krojac.
Murens fald var tændingspunkt
Efter muren faldt den 9. november 1989 gik der 11 måneder, inden selve genforeningen fandt sted.
I Vestberlin var der i 1970’erne og 1980’erne et blomstrende bz-miljø. Men antallet af besatte huse eksploderede efter murens fald, da unge vestberlinere så, hvor mange tomme lejligheder, der var i øst.
Foto: Marko Krojac
– Inden da var Vestberlin som en overbefolket ø. Mange af mine venner boede seks-syv personer i et etværelses lejlighed. Da muren faldt, så vi, at alting i Østberlin var tomt. Så det var tændingspunktet.
Da den nye bølge af besættelser i begyndelsen af 1990erne var på sit højeste, var der 130 bz-atte huse i det tidligere Østberlin
– Før genforeningen herskede der en form for anarki i byen, som er helt utænkelig i dag, forklarer Marko Krojac.
Men allerede kort efter genforeningen i begyndelsen af oktober 1990 ville regeringen statuere et eksempel, da den ønskede at slå ned på bz-erne. Det førte i november samme år til en af de største politiaktioner i Berlins historie.
Foto: Marko Krojac
– Regeringen ville vise, at nu skulle det være slut. Der var 14 besatte huse i Mainzer Strasse. Politiet kom og provokerede folk, indtil der opstod optøjer. Så kom politiet og ryddede hele gaden, hvilket førte til tre dages uro.
Renoverede pornobiograf
Hvorfor fokuserede du på bz-bevægelsen?
– Jeg var en del af den og levede i et besat hus. Så alle de personer, du kan se på billederne, er venner.
– Jeg havde ikke noget job dengang, så jeg tog billeder. Det gode ved at bo i et besat hus var, at du ikke skulle betale husleje. Vi fandt møbler og ting på gaden, som kunne sælges. Mange østtyske virksomheder lukkede ned og smed deres ting ud, fordi det ikke var vestlig standard. Så vi samlede en masse østtyske ting, som vi byttede og solgte. Og så solgte jeg også billeder for at tjene til føden.
– Men det blev sværere og sværere at overleve på den måde efter nogle år. Så jeg arbejde også ved siden af. For eksempel et par uger med at putte frimærker på nogle papirer. Så kunne jeg leve af lønnen et godt stykke tid efter. Mit sjoveste job var dog, da jeg var med til at renovere en tidligere bøssebiograf. Jeg så ting, jeg aldrig havde set før.
De vigtige tomter
Hvis der ikke blev holdt koncerter og andre aktiviteter på gadernes brosten, var tomterne mellem de ofte forfaldne lejlighedsbyggerier omdrejningspunkterne for den kreative aktivitet, fortæller Marko Krojac.
Det kunne for eksempel være en udendørs biograf:
Foto: Marko Krojac
– Alle tomterne mellem bygningerne findes ikke længere. For eksempel der, hvor vi havde en udendørs biograf og holdt fester. Der er bygget alle steder.
Gammelklog bedstefar
Det er vel også nemt at romantisere fortiden?
– Ja, når jeg for eksempel taler med Bernd, er der ofte tale om hundrede politibetjente. I min version er det måske kun ti. Jeg prøver at være realistisk, når jeg tænker tilbage, siger Marko Krojac.
Men alligevel føler han sig på nogle punkter fremmedgjort, når han går på gaden i dag.
– Dengang gik jeg på gaden hver dag og mødte folk og sludrede. Der var besættelser i 70’erne, 80’erne og i 90’erne. Men i nullerne skete der ingenting. De unge har fået deres mobiltelefoner og technomusik, og så er de lykkelige, begynder Marko Krojac, men afbryder sig selv:
– Måske er de ikke lykkelige, men de bruger ikke gaden. Når de går rundt, stirrer de ind i deres telefoner.
Foto: Marko Krojac
Marko Krojac ved godt, at der er fare for, at han lydet som en gammelklog bedstefar, som han siger.
Da en række husprojekter i området omkring Rigaer Strasse i Friedrichshain blev omfattet af en slags visitationszone, da politiet i oktober udråbte stedet som »kriminalitetsbelastet område,« mødte han op til et af de nabomøder, der blev afholdt.
– Men jeg gik fra mødet. Hvis jeg begyndte at tale, ville jeg lyde som en bedstefar, der kom med gode råd til de unge. Hvis der var ældre, der prøvede at belære mig, da jeg var ung bz’er, ville jeg bede dem om at skride. Så det jeg gjorde det, før jeg fik besked på det.
Rydningsbølger
Han fortæller, at han ser ligheder med situationen i dag, hvor der har været et brandattentat mod et husprojekt, politirazziaer og problemer med nynazister.
– Da udstillingen åbnede, hørte jeg, at politiet lavede razzia i otte forskellige venstreorienterede barer. Så jeg tænkte, at det da var pænt af politiet at lave opvisning i anledning af ferniseringen.
I 1991 blev det besluttet, at Berlin igen skulle være hovedstad i Tyskland. Selvom flytningen fra Bonn til Berlin først blev gennemført i 1999 var en rydningsbølge i 1996 ifølge Marko Krojac en del af forberedelserne.
Fotos: Marko Krojac
– Politikerne lovede at rydde op. Der var rydninger næsten hver uge, og der var pludselig ildspåsættelser i mange huse, selvom folk var derinde. Der blev sågar fundet dynamit på et loft på et tidspunkt.
– Jeg måtte selv slukke en brand på taget af et besat hus i Rigaer Strasse 80. Og en måned senere fandt politiet dynamit på loftet i huset. Vi havde ingen anelse om, hvor det kom fra.
Desuden blev der sendt tæksehold, der forsøgte at banke beboerne i huset for at få dem smidt ud.
I 1997 lykkedes det politiet at rydde Rigaer Strasse 80.
Foto: Marko Krojac
Nazi-squat
Marko Krojac fortæller, at en gruppe nynazister en kort overgang besatte et hus i byen.
– I de første to-tre år var der ofte problemer med nynazister. For nogle uger siden kom jeg i tanke om, at jeg en periode faktisk havde en gaspistol og en kæp på mig, hver gang jeg gik på gaden.
– Før genforeningen og efter murens fald var politiet i Østberlin faktisk mere bange for nynazisterne. På et tidspunkt kom de og bankede på hos os for at spørge om hjælp.
Besøg Marc Schneider aka Marko Krojac’ blog her.
Hans billeder kan blandt andet købes gennem galleriet Serigraffeur, der udstillede hans fotos i marts måned.
Bragt på Modkraft den 19. april 2016